Vi skal altid se dig i lægehuset før en henvisning
Langt de fleste sundhedsproblemer kan løses lokalt hos os i lægehuset. Hvis vi vurderer, at din problemstilling er bedre løst hos en anden læge eller et hospital, henviser vi dig dertil. Derved sørger vi for, at øvrige speciallæger og hospitaler bruges til det, de er bedst til, – nemlig diagnostik og behandling af sygdomme, som kræver specialviden- eller specialudstyr, vi ikke råder over i lægehuset.
OBS
Som bekendt er der fokus på ressourceudnyttelse på landets sygehuse. Som konsekvens heraf kan man som patient blive omvisiteret sygehusene imellem, således man skal til undersøgelse eller behandling på et andet sygehus, end det man forventer. Det fremgår af din indkaldelse. Giver det anledning til spørgsmål må du rette henvendelse til den relevante afdeling og ikke din egen læge. Et kontakttelefonnummer fremgår af din indkaldelse på e-Boks eller brev. Ovenstående gælder ikke for akutte henvisninger.
Kan jeg selv bestemme, om jeg vil henvises?
Hvis du er gruppe-1-patient kan du som udgangspunkt ikke “bede om” eller “kræve” en henvisning til en anden speciallæge eller et hospital. Behovet for viderehenvisning er en lægefaglig afgørelse og det er et krav, at du er undersøgt først af din praktiserende læge. Henvisning kan derfor heller ikke foregå via telefonen eller via personalet i receptionen, medmindre der foreligger en specifik aftale med navngiven læge. Dette forhold gælder også henvisninger til fx fysioterapi og psykologhjælp
Hvor længe gælder en henvisning?
Der er forskellige regler for henvisningens gyldighed og varighed. En henvisning er “aktiveret”, når du har ringet og bestilt tid hos den klinik eller behandler, du er henvist til.
- Fysioterapi
- Skal aktiveres senest 2 måneder efter henvisningens afsendelsesdato.
- Gælder i 12 måneder fra første dags aktivering.
- Sygesikringen yder 40% i tilskud til max 12 behandlinger. De sidste 60%, skal du selv betale.
- Fysioterapeuter har forskellige priser for egenbetaling for 1. konsultation og holdtræning.
- Psykolog
- Skal aktiveres senest 1 måned efter henvisningens afsendelsesdato.
- Gælder i 12 måneder fra sidste konsultationsdato.
- Sygesikringen yder 60% i tilskud til max 12 behandlinger. De sidste 40% skal du selv betale.
- Fodterapi
- Skal aktiveres senest 2 måneder efter henvisningens afsendelsesdato
- Gælder i 12 måneder fra første dags aktivering.
- Du skal opfylde særlige kriterier for lægehenvisning og tilskud.
- Øvrige speciallæger (fx hudlæger, gynækologer etc)
- Skal aktiveres senest 6 måneder efter afsendelsesdato
- Gælder vanligvis til max 6 konsultationer, men der er undtagelser afhængigt af lægeligt speciale.*
- Gratis for Gruppe 1-patienter med henvisning på lægefaglig indikation.
- Gruppe 2 patienter har egen betaling.
*Hudlæger max. 8 konsultationer, neurologer max. 7 konsultationer og psykiatere max. 10 konsultationer
Hvordan får jeg tid, hvis jeg er henvist?
- Er du henvist til anden speciallæge, en fysioterapeut, psykolog m.fl. lægger vi henvisningen på ”henvisningshotellet” (en server). Herved kan modtageren selv hente den ned, aktivere den og arrangere en tid, når du kontakter klinikken, hvor du skal undersøges eller behandles. Find den behandler nærmest dig på www.sundhed.dk under fanen ”Find behandler”.
- Er du henvist til et hospital, modtager du en indkaldelse elektronisk i din e-boks eller på papir, hvis du er undtaget e-boksordningen via din kommune
Skal jeg altid henvises?
Nej, en række sundhedstilbud kræver ikke lægehenvisning, fx rygestopskurser og andre kommunale sundhedstilbud. Der kræves heller ikke henvisning til øjenlæger, øre-næse-halslæger og kiropraktorer.
OBS øjenlæge og øre-næse-hals læge der er tilknyttet Samsø sundheds og Akuthus, kræver henvisning fra egen læge.
Ønsker du direkte adgang til forskellige speciallæger?
Hvis du ønsker direkte adgang til alle speciallæger, kan du tilmelde dig hos din kommune som gruppe 2-patient, hvorved du så ikke længere er tilknyttet som fast patient i vores lægehus. Som gruppe 2 patient er der en egenbetaling for alle ydelser, du har brug for – både hos praktiserende læger og hos andre speciallæger.